Debataften om dansk musik i Danmarks Radio
Dansk Musiker Forbund lægger op til en spændende debataften i Slagelse om dansk musiks situation i Danmarks Radio. Fire engagerede og kompetente paneldeltagere vil diskutere emnet ud fra deres ståsted i dansk musik. Arrangementet er tiltænkt som en forløber til de kommende public-service aftaleforhandlinger.
Paneldeltagerne er folketingsmedlem og kulturordfører for venstre, Troels Christensen, sanger og formand for KODA Ivan Pedersen, DR’s Chefredaktør for musik Ole Mølgaard og Formand for Dansk Musiker Forbund Anders Laursen.
Folketingsmedlem og kulturordfører for venstre Troels Christensen er selv musiker, men bliver som kulturordfører dagligt konfronteret med musikeres bekymringer for dansk musik i DR. ”Jeg får utallige henvendelser fra folk, der mener at dansk musik ikke får plads nok i radioen,” fortæller han.
Ivan Pedersen er rocksanger i Backseat. Både som sanger og formand
for ophavsretsinstitutionen Koda ( www.Koda.dk ) er han dybt involveret i
problematikken omkring dansk musiks udbredelse gennem DR.
DR’s chefredaktør for musik Ole Mølgaard mener, at DR
lever op til sine forpligtelser for dansk musik. På DR’s hjemmeside
udtaler han: ”Vores mål er, at hver tredje sang skal være
dansk på P3 og knap hver anden på P4. Det har vi forpligtet os
til.” Ifølge Ole Mølgaard spiller DR omkring 90 procent
af alle udgivelser på det danske marked. Derfor mener han ikke, at P3
eller P4 absolut skal spille mere danske musik, det må andre kanaler
om,” Vi opprioriterer på nichekanalerne på DAB som Dansktop
og Pop.dk,” forklarer han
Formand for Dansk Musiker Forbund Anders Laursen har som få andre indsigt og engagement i alle forgreninger af det danske musikliv. Han vil tale musikernes sag på debataftenen.
Fakta:
Tid: Mandag d. 1. marts 2010, Kl. 19.00-22.00
Sted: Kultur Godset Slagelse, Sdr. Stationsvej 30, 4200 Slagelse
Der er gratis adgang for alle interesserede, men send en mail til ernst@dmfslagelse.dk
så reserverer vi plads til dig.
Yderligere info:
DMF Slagelse
Ernst Brandstrup
Tlf.: 20 21 53 88
Mail: ernst@dmfslagelse.dk
Dansk Musiker Forbund er med sine knapt 7.000 medlemmer landets største
kulturforbund og er dermed bredt repræsenteret i musik- og kulturlivet.
Se mere på www.DMF.dk
På www.musikeren.dk kan man læse forbundets medlemsblad MUSIKEREN.
